23.6.06
21.6.06
Design så alle kan være med

Fra på fredag kan møbelarkitekten Poul Kjærholms værker opleves på Louisiana. Udstillingen er blevet til i tæt samarbejde med den amerikanske arkitekt og ekspert i nordisk arkitektur Michael Sheridan. Berlingske Tidende har snakket med Sheridan op til premieren på udstillingen, der vises indtil den 24. september.
På fredag slår Louisiana dørene op for endnu en udstilling om en stor dansk møbeldesigner. Denne gang er det arkitekten Poul Kjærholms værker, der kan opleves på museet i Humlebæk.
Udstillingen Poul Kjærholm på Louisiana, der er den første retrospektive præsentation af Kjærholms værk både som møbeldesigner og udstillingsarkitekt, har Louisiana tilrettelagt i tæt samarbejde med den amerikanske arkitekt og ekspert i nordisk arkitektur Michael Sheridan. Han arbejder som arkitekt i New York og står i spidsen for Sheridan Architect.
5. Hvornår og hvordan blev du involveret i projektet?
»Poul-Erik Tøjner og Kjeld Kjeldsen kontaktede mig med idéen om at lave et Kjærholm-retrospektiv, og sammen diskuterede vi, hvordan udstillingen kunne tage sig ud. Jeg har kendt dem begge i flere år, og samtidig er Louisiana et meget, meget vigtigt sted for mig. Så jeg var interesseret i projektet lige fra starten.
Vi har hele vejen igennem været enige om, at det ikke skulle være en traditionel design-udstilling, hvor der er masse stole udstillet på bokse - men uden de fungerer i en kontekst, eller der gives information om møblerne. Det giver et indtryk af, at udstillingen kun er for designstuderende og er ikke en særlig brugbar måde at lave en udstilling på. I stedet diskuterede vi, hvordan man kunne lave en udstilling, hvor møblerne blev præsenteret som et møbel, der stod ved siden af andre ting samtidig med, at det også fremstod som et objekt i sig selv.«
4. Hvordan er arbejdet med udstillingen forløbet?
»Vi begyndte at diskutere idéen i juni, men arbejdet startede først i november. Jeg har fløjet frem og tilbage mellem Danmark og New York hele vinteren, så det har været intenst, men også meget tilfredsstillende.
Vi har også lavet et katalog, som er skabt ud fra samme tanke som udstillingen. Det gav meget arbejde, men det var nødvendigt at få historien ned på papir. Jeg håber, at udstillingen vil skabe en større interesse for Kjærholms arbejde, og at der vil komme flere fremtidige studier af og udstillinger om hans karriere set fra forskellige vinkler.«
3. Hvad er din personlige holdning til Poul Kjærholm?
»Han er en af det 20. århundredes mest komplekse og relevante designere. Kjærholm arbejdede på en unik måde og skabte også unikke resultater. Som et hvert andet stort talent brugte han sine forbilleder til at skabe sit eget værk. I Kjærholms tilfælde er forbillederne meget forskellige, og møblerne er kommet til at repræsentere disse modsætninger.«
2. Hvad skal der ske på åbningsdagen?
»Altså, de første besøgende vil komme og opleve udstillingen, og jeg håber, at de vil finde frem til lige præcis den del af Kjærholms arbejde, der interesser dem mest. For os har det været et vigtigt mål at vise møblet på forskellige måder. Det gør vi ved at vise møblet del for del - stålrammerne, kunsthåndværket etc. Og selvfølgelig viser vi også møblet, som du ville opleve det i dit hjem, siddende på gulvet, i grupper. Vi bruger også Kjærholms personlige fotografier for at undersøge, hvilke ting der inspirerede hans arbejde og hans kunsteriske synspunkt. Det bliver ikke som enhver anden møbeludstilling, og det tror jeg, at folk vil reagere på. Jeg har tænkt mig at være i udstillingslokalerne for at se, hvordan de besøgende reagerer. Og hvis der er nogen, der har spørgsmål, skal de bare henvende sig.«
1. Hvad bliver dit næste projekt?
»Jeg skal tilbage til New York nu og begynde arbejdet på et hus for en af mine klienter, som er en kunstner og en ven af mig. Jeg er også i gang med at designe en mindre industriel bygning for en anden klient. Det er et travlt år.«